Årets eventyrer på verdensrekord
Johanna Davidsson er den første svensker og den hurtigste kvinde i verden til at tage turen tilbage til Sydpolen alene. Ikke underligt, at hun er Årets eventyrer!
On Juleaften 2016 ankom en træt Johanna Davidsson til sin slutdestination på Sydpolen efter 38 dage, 23 timer og 5 minutter på ski. Hun havde endelig nået sit endelige mål og blev den hurtigste kvinde i verden til at gennemføre denne rejse. Verdensrekorden var dog ikke i hendes tanker før til allersidst.
- "I begyndelsen havde jeg mad til 50 dage, og jeg vidste ikke, hvor hurtigt det ville gå, men jeg lagde mærke til, at det gik hurtigere, end jeg troede, det ville. Da jeg havde 30 kilometer tilbage, indså jeg, at jeg havde en chance for at tage den kvindelige rekord og nå frem til juleaften. Så besluttede jeg mig for at prøve at gøre det," siger Johanna Davidsson.
Men lige da hun havde besluttet sig for at løbe mod verdensrekorden, blev det sværere. Den sidste strækning var i større højde med tyndere og koldere luft. Sneen var som "sandpapirsne", og det blev tungere og tungere at trække slæden med al pakningen.
- I stedet for at være tilfreds med mig selv over, at det gik så hurtigt og godt, blev jeg træg. Så blev jeg træt i både hoved og krop. Jeg havde været i gang i en måned uden en eneste hviledag, så der var nogle tunge dage, hvor jeg tænkte: "Hvorfor presser jeg mig selv? Jeg burde nyde det her". De sidste dage var de tungeste, men jeg var stædig, jeg ville klare det!
Johanna Davidsson på en træningstur over Svalbard. Foto: Ellinor Falkgjerdet
Antarktis er en stor gletsjer, som er lidt kuperet, men for det meste flad. Det blæser meget, og solen går aldrig ned. Der er ingen levende dyr; det eneste, der møder dig, er en stor hvid flade. For sygeplejerske og eventyrer Johanna Davidsson var dette hendes drøm.
- "Jeg kan godt lide sne og vinter, og jegras til polarområder, både langt oppe og langt nede. Antarktis har tiltrukket mig, fordi det er et uciviliseret sted, hvor ikke mange mennesker har sat deres fod. Jeg har altid tænkt, at det ville være fedt at rejse dertil.
Bortset fra de sidste par dage til sidst synes hun, at ekspeditionen gik bedre end forventet.
- "Jeg havde forberedt mig på, at det ville være koldt, blæsende og hårdt, og at jeg ville bryde sammen. Jeg prøvede at tilpasse mig det og tænke, at hvis det er mindre lort, er det en bonus.
Johanna Davidsson havde mange vidunderlige øjeblikke under rejsen frem og tilbage til Sydpolen, og hun husker især de tidspunkter, hvor det slog hende, at hun faktisk havde formået at gøre sin drøm til virkelighed.
- "Når det var nemt, og jeg lyttede til musik og følte, at jeg ikke havde lyst til at være andre steder, følte jeg mig så lykkelig. Det var det hele værd," siger hun.
Du blev for nylig udnævnt til årets eventyrer, hvorfor tror du, at du vandt?
- Hvis man ser på historien, er der ikke mange svenskere, der har foretaget deres egne ekspeditioner til Antarktis. Det er en ret usædvanlig tur at foretage, og det tror jeg spiller en rolle. Og jeg håber, det er tydeligt, at den største drivkraft for mig er, at jeg godt kan lide at være ude at rejse og opleve Antarktis. Jeg håber, at jeg inspirerer andre til at tage på deres drømmerejser!
Hun stod på ski fra Hercules Inlet på Antarktis' kyst til Sydpolen, verdens sydligste punkt.
Johanna Davidsson er ingen novice, når det gælder polarekspeditioner eller soloture. Hun har tidligere padlet alene langs den svenske og finske kyst i tre måneder, og i 2014 tog hun til Grønland med en af sine søstre, en oplevelse hun husker med glæde.
- "Jeg syntes, det var fantastisk og nød det så meget. Jeg følte, at jeg havde lyst til at gøre noget lignende igen. Antarktis er også et stort isplateau, og det var en drøm før. Nu følte jeg mig mere klar, havde mere erfaring og tænkte, at det er muligt, hvis jeg gør mig umage.
Hvad var den største forskel på at gennemføre et eventyr som dette sammen med nogen og alene?
- Den største forskel er, at jeg er nødt til at stole helt på mig selv. Jeg var nødt til at træffe alle beslutninger og være endnu mere forsigtig med ikke at lade noget glide mig af hænde. Jeg var omhyggelig med at spise, tænke over alt, hvad jeg gjorde, og holde humøret oppe. Når man er to, kan man opmuntre hinanden, men jeg var nødt til at sørge for at opmuntre mig selv. Jeg forsøgte at holde en god spiral og have et godt mindset, så jeg ikke endte med tunge tanker.
Hvad tænkte du på i al den tid, du var alene?
- Jeg havde tid til at tænke på en masse ting; ting, jeg har gjort, og ting, jeg gerne vil gøre. Hvis jeg var træt, var det svært ikke at tænke "Hvad er klokken nu? Hvor mange kilometer har jeg gået? Hvor mange har jeg tilbage?". Det var forskelligt fra dag til dag. Men hvis jeg var træt af mine egne tanker, lyttede jeg til en lydbog eller musik.
Stædighed og beslutsomhed var det vigtigste for at gøre Johanna Davidssons polardrøm til virkelighed. Foto: Anna Lovehed
Johanna Davidsson er en aktiv person, der nyder at klatre, vandre i sin hjemby Tromsø og stå på ski. Som forberedelse til ekspeditionen fortsatte hun med at træne, som hun plejede, men trak to eller tre tunge dæk efter sig for at øve sig på den slæde, der bar hendes 110 kg tunge oppakning.
Hun var meget målrettet og arbejdede hårdt på alle forberedelserne i næsten halvandet år før turens start, hvor hun optog et banklån og ledte efter sponsorer. Men den mentale træning var efter hendes mening vigtigere end den fysiske træning for ikke at miste interessen under ekspeditionen.
- "Jeg tror, at al den tid og de anstrengelser, man lægger i det, er en del af lysten til at gøre det. Da jeg først var kommet i gang, var jeg så taknemmelig for endelig at komme i gang og gøre min drøm til virkelighed, og det var ikke på tale at give op.
Planen var at gå i en time og stoppe i fem minutter. Gå i en time, stop i fem minutter. Og det gjorde hun så i 38 dage. Hun kom tilbage med en drage på 12 dage, mere end en uge hurtigere, end hun havde forventet.
Hvad var den vigtigste ting i din rygsæk?
- Jeg ville ikke være kommet langt uden mit køkken og brændstof til at spise. Så er teltet supervigtigt og dunjakken. Det er en trøst at kunne krybe ned i en stor varm dunjakke, så det var en ting, jeg satte meget stor pris på. Jeg tabte den ved et uheld en gang og måtte vende om og gå tilbage på ski i næsten en time, før jeg så den.
Johanna Davidsson bor i Tromsø, Norge, hvor hun ofte tager på vandreture, her øver hun sig før polarekspeditionen. Foto: Anna Lovehed
Hvor koldt var det?
- Minus 25-30 på det koldeste, og nogle gange var der også vind. Frosteffekten gør det koldere end det, så man skulle være hurtig, hvis man skulle stoppe for at gå på toilettet eller tage handskerne af.
Hvordan fungerer hygiejnen på en tur som denne?
- Der er ikke noget brusebad, man er nødt til at vente! Jeg havde vådservietter med og kunne varme vand til at vaske hænder og ansigt, men ellers er man ikke særlig frisk. Det er måske ikke det sjoveste ved at være ude på turné, man må bare tage det, og man klarer ofte mere, end man tror, siger hun og fortsætter:
- Så skal man passe på, hvis man får sår eller lignende. Når man er så langt væk fra alting, er man nødt til at passe på sig selv. Jeg passer faktisk mere på mig selv på turné end derhjemme, fordi det er så vigtigt at holde sig sund.
Okay, hvad er det vigtigste ved at gøre den slags?
- At være en smule stædig. Der er meget arbejde forud, så man skal være beslutsom. Det vigtigste er egentlig, at man har lyst til at gøre det, dels for at holde motivationen oppe, men også for at komme i gang. Og så prøve at have en positiv indstilling til at håndtere problemer, hvis noget ikke går, som det skal.
En selfie fra Antarktis! Hvis du vil læse mere om Johanna Davidssons eventyr, kan du finde hendes hjemmeside og blog her. Du kan også følge hende på Instagram @solosister2016.
LÆS MERE: Hvordan finder og bevarer du din træningsmotivation?
