Burde du spise mere protein?
Uanset om du skal opbygge muskler eller ej, så er det vigtigt at få nok protein. Kosteksperten forklarer her, hvornår det er tid til at få ekstra protein.
Hvis du bare er det mindste interesseret i kost og træning, så ved du hvor vigtigt det er at få protein i sig. Næsten alle processer i kroppen er afhængige af protein; fra hormoner og immunforsvaret til opbygningen af sener og muskler. Det er en af kroppens vigtigste byggesten. Men inden man begynder at stresse æg og proteinshakes ned i halsen vil ernæringfysiologen Pernille Berg, som også har en doktorgrad i toksiologi og er grundlægger af sitet Veganlife, gerne pointere, at det er meget usædvanligt at have proteinmangel i Norden.
- Proteinmangel er ikke noget, du behøver at gå rundt og bekymre dig om, hvis du er rask og spiser en varieret kost. Det er ikke sådan at alle og enhver render rundt med proteinmangel uden at vide det. De fleste spiser mere end rigeligt med protein, specielt dem som ikke er så fysisk aktive, siger hun og forsætter:
- Proteinbehovet varierer også med alderen. Det gennemsnitlige proteinbehov ligger omkring 0,8 gram per kilo kropsvægt, det bliver til 48 gram protein per dag for en som vejer 60 kilo. De fleste får langt mere i sig under en dag.
Forvirringen omkring proteinmangel handler til en stor del om at mange blander proteinbehov og optimal mængde proteinindtag sammen. Det er to helt forskellige ting forklarer Pernille Berg.
- Træner du på eliteniveau er det godt at have et højere proteinindtag, da dit energibehov er større og du har mere muskelmasse. Spiser du for lidt protein her, så kan du ikke beholde din muskelmasse og der findes en risiko for at du derved ikke får det optimale ud af din træning.
Men hvis du ikke er eliteudøver, spiser en ekstrem ensidig kost eller har en mere sjælden sygdom, så har du formodentlig et normalt proteinindtag.
Hvad med veganere, burde de være nervøse?
- Veganere får oftest rigeligt med protein gennem kosten, da stort set alt i deres kost bidrager med protein. Vegetabilsk protein har dog lidt lavere biologisk værdi og det er ikke godt at spise for lidt protein.
Jeg har læst at en sød tand, træthed, tørt hår og tør hud er tegn på proteinmangel. Er det rigtigt?
- Nej, det er en meget generaliserende påstand som kan komme af mange forskellige faktorer. Har du proteinmangel er der mere akutte symptomer som kan være livstruende. De påstande kan selvfølgelig opstå ved proteinmangel og anden fejlernæring, men du kommer ikke til at få proteinmangel bare fordi du har en sød tand.
Det korte svar på spørgsmålet om du burde spise mere protein er: Højst sandsynligt ikke. De fleste behøver, ifølge Pernille Berg, hverken at anstrenge sig eller tilsætte proteinpulver til sin kost for at få tilstrækkeligt med protein, du får det, du har brug for igennem din kost. Men det er ikke skadeligt at anvende proteinpulver, og det kan være et godt supplement, hvis du har svært ved at få nok protein i dig via kosten.
- Bælgfrugter, korn, nødder og frø er gode vegetabilske proteinkilder som har en komplet aminosyreprofil. Sojaprodukter er fyldt med en god balance af essentielle aminosyrer. Er du altædende, så er kød, fisk, æg og forskellige proteinholdige mejeriprodukter et super alternativ.
LÆS MERE: Sådan spiser du godt, nyttigt - og billigt!
LÆS MERE: Så let får du nok proteiner som veganer!