Emmas tøffe vej fra sygemeldt til triatlet

Høsten 2011 ble Emma Bertilsson sykmeldt for sin kroniske leddsykdom revmatisme, men fant veien ut av smerte og depresjon med hjelp av trening og løping. I dag er hun triatlet og brenner for at hjælpe andre å forandre livene sine.

Emma Bertilsson, 27 år fra Karlstad, er personlig træner, løpecoach, foreleser og skriver bloggen MarathonEmma der hun skriver om sin triatlonsatsing.

- Jeg brænder for at hjælpe andre med at gøre en forandring i livet, finde sin lykke og sine mål. I dag lever jeg drømmen, mot hva jeg gjorde for fire år siden. Nå finnes det ingen hinder for meg, livet er som en autobahn, sier hun.

Bliv smittet af Emma Bertilssons treningsglede og følg henne på Instagram @marathonemma! Foto: Instagram.com/marathonemma

Men for nogle år siden så Emmas liv helt anderledes ud. Siden hun var liten har hun kjempet med leddsmerter. For seks år siden inntraff en rekke hendelser i livet hennes som gjorde at hun sluttet å være aktiv.

- Da vidste jeg ikke, at det var treningen som havde holdt revmatismen i sjakk og som havde gjort at jeg kunne håndtere smerterne. Når jeg sluttede at bevege mig økte smertene. Dette gjorde at jeg syntes synd på meg selv og spiste på feil måte, noe som gjorde smertene enda verre.

Emma Bertilsson søkte hjelp hos en lege, men fikk høre at hun var for ung til å ha en revmatisk sykdom. I stedet fik hun rådet til at gå ned i vægt og fik utskrevet smertestillende medisiner. Ved hennes siste besøk sa legene at de ikke kunne gjøre noe mer for henne og at smerten kun var innbilning.

- Da gik alt under for meg. Jeg følte at jeg ikke kunne få hjælp af nogen, at det var jeg mod verden. I 2011 var det så ille at jeg knapt klarte å ta meg opp av sengen om morgenen ettersom jeg var så støl. Jeg havde 40 graders feber stort set hele tiden og havde svært ved at sove på nettene på grund af smerten. Det tærte meget på psyken, en 22-åring skal ikke ha en kropp som en gammel dame.


Emma Bertilsson år 2011, før hun bestemte sig for at forandre livet sit. Som mest veide hun 135 kilo. Foto: Privat

Vendepunktet kom en dag i matbutikken da Emma ble passert av en pensjonist med rullator som gikk raskere enn henne. Da bestemte hun sig for at gøre en forandring. Hun innså at problemet hennes hadde brutt ut i samband med at hun sluttet å være aktiv, og at hun burde begynne å trene igjen. Emma gikk også tid hos en ny lege som konstaterte at hun hadde en revmatisk sykdom, sykmeldte henne og satte henne på en rehabiliteringsplan.

- Jeg skulle få behandlingen inden for tre måneder, men kjente at jeg ikke kunne vente se lenge, og at jeg ble nødt til å ta tak i det nå.

En morgen fulgte Emma med en ven på spinning. Økten var en time lang, og tross at Emma var helt utrent bet hun sammen og trampet på.

- Efterpå følte jeg "Shit, så bra at jeg klarte det! Jeg er ikke håpløs!". Den følelse var fantastisk. Det gjorde ingenting, at jeg lå utslått med feber og inflammasjoner dagen etter.

Emma fortsatte å gå på spinning tre ganger i uken, og når vel behandlingen for sykdommen begynte hadde hun klart å gå ned over ti kilo på egen hånd. Med hjælp af medicinering, fysioterapeut og terapi bygde hun langsomt opp en sterkere kropp og følte hvordan smertene forsvant.

- Jeg var livredd for hvad som skulle skje når behandlingstiden var over. En aften i februar fik jeg et tilbagefald med overspising og ville kompensere det på en måde. Treningssenteret var ikke åbent, så jeg tænkte, jeg skulle tage en powerwalk. Men jeg boede i et område, hvor jeg følte mig utryg, så jeg tænkte, at jeg skulle prøve at jogge lidt, for da hørte jeg bare min egen pusting og slapp å innbille meg at noen fulgte etter meg.

Når Emma kom hjem sjekket hun mobilen og så til sin overraskelse at hun hadde løpt to kilometer.

- I min verden var det større sjansen for at vinde en million på lotto, end at jeg skulle kunne tage et løbesteg. Og der stod jeg da og havde løpt to kilometer. Jeg følte, at jeg ville gøre det igen, og jeg begyndte at drømme om at få en medalje.

Medaljedrømmen gjorde at Emma meldte sig på Vårruset. Og takket være rehabiliteringen, spinningen, en løbetræning i ugen og en mængde bein i nesa sprang hun hele den fem kilometer lange distansen.

- Følelsen var fantastisk. Ikke mindst for at jeg løb hele vejen, men også for at jeg klarte å være i en så stor folkemengde. Jeg følte, at jeg havde fundet min greie og at jeg havde nået mit mål med at have en funktionel hverdag, hvor jeg kunne sove, løpe og møde mennesker, og kunne begynde at arbejde igen og leve et normalt liv.

Men Emmas satsning endte ikke der. Vårruset ble etterfulgt av det milelange by-løpet i Karlstad, og året etter, i 2013, løp hun GöteborgsVarvet.

- I 2014 løb jeg mit første maraton i Stockholm. Det tog 3 timer og 50 minutter for meg og jeg rakk å tenke veldig mye på den tiden. Bare tanken på at jeg tre år tidligere knapt kunne ta meg opp av sengen og at jeg nå kunne gjøre det jeg hadde drømt om føltes helt fantastisk.

I fjor sommer gennemførte Emma Bertilsson sin første triatlonkonkurrence Karlstad Triathlon, 400 meter svømming, 2 mil sykling og 5 kilometer løping. Foto: Instagram.com/marathonemma

Hvad skete der med revmatismen?

- I begynnelsen var det veldig vanskelig å finne en balanse for hvor mye jeg kunne belaste kroppen, men når jeg vel fant balansen var det enkelt. Så længe jeg holder mig i bevægelse har kroppen det bra, og jeg trenger ikke ta noen medisiner. Jeg har næsten aldrig symptomer længere og når jeg får en bluss pågår det bare mellem to og tre dage. Før kunne det vare i to-tre måneder.

Hvor meget og hvad træner du i dag?

- Jeg træner mellem ni og tolv timer i ugen, men det er meget varieret træning. Grunnen til at jeg holder på med triatlon er for at kroppen ikke skal overbelastes.

Hvilke mål har du med treningen?

- I sommer skal jeg sykle til Paris med team Rynkeby fra Värmland til formål for børnekreftforeningen. Den 9. juli begynder vi, og skal ta oss dit på under sju dager, så det trener jeg mye for nå. Næste år er målet at gennemføre en Ironman. Mit livsmål er at løbe 50 maratonløb, før jeg dør. Jeg har 48 igjen. Målet med maratonløpene er å ta meg rundt og være like frisk når jeg går i mål som når jeg begynte.

I dag elsker Emma Bertilsson følelsen af frihed som løpingen gir. "Jeg verdsetter evnen å kunne bevege kroppen og at jeg kan løpe, ettersom jeg ikke kunne det tidligere. Har jeg haft en hektisk dag på jobbet, løser jeg det ved at tage en joggetur og kommer på bedre tanker", siger hun. Foto: Rebecca Hansson