Kvarglömtlådan: Ipod Nano

At springa med musik var tidigare lika med styrketräning. Ville man ha sin egen musik så var det cd-spelare, minidisc eller kassetbandspelare i tvåkilosklassen som gällde.

Radio kunne man lytte på med små spillere men da var ju valfriheten väck. Så kom ipoden og år nul for træningsmusiken inföll. Den første Ipoden (mini) blev lanceret i begyndelsen af 2004 og vejede kun 104 gram og fik plads i hånden. Succén var umiddelbar. Men det var med Nanon året efter som Ipoden verkligen fick fäste och de vita hörlurarna blev ett givet attribut i spåret och på löpbandet.

Nanon vejede kun 42 gram og havde en batteritid på 14 timer. Der var plads til mindst 240 liter, så til og med ultraløparna var tilfreds. Der var vandtæt armbånd og chip til registrering af løprundor. Aldrig havde det været nemmere at springe med musik.

Nanon opdateredes, trods telefonernes intåg, med en sjette generation så sent som 2012, da var touchskärm og bluetooth standard. Selv glmmer jeg aldrig den anden opdatering af Nanon, den gjorde mig sällskap på mitt andra marathon och gör det än på en löprunda då och då. Musikken er forøget på samme måde som i 2007. Hele London Calling med Clash.