Sådan er det at løbe med løbetræner første gang

Eric Fallander har givet sig selv 10 uger til at komme i topform. Nu har han prøvet at løbe med løbetræner - sådan gik det!

Hæng med på Eric Fallanders træningsrejse! Han er 40 år og har to børn og et stillesiddende job som tekstforfatter hos mobiloperatøren 3. De sidste 20 år har han fået sin motion ved at løbe til bussen eller tage trapperne i stedet for elevatoren. Og den ensformede kost består mest af burgere og pilsner

Nu har han givet sig selv 10 uger til at gå fra en sofakartoffel til et fysisk pragteksemplar. Nu er vi kommet til den sjette uge, hvor han får professionel hjælp af løbetræneren Kenth Svensson, som du burde følge på Instagram, hvis ikke du allerede gør det @kenth.snabbafotter.

Erics træningsrejse, del 6

Aldeles for tidligt skal jeg mødes med Sveriges bedste løbetræner Kenth Svensson og har givet det her med at løbe et forsøg. Jeg har løbet før, men som jeg har fortalt tidligere, har det ikke altid endt så godt. To gange har jeg faktisk tvunget mig selv til at løbe den årlige Bellmansstafet på fem kilometer, hvilket er ca. to år siden. Men siden da har jeg undviget at løbe uden nogen anledning.

For det føles jo altid som om at der mangler en anledning. Altså, jeg kan jo godt se meningen med at løbe, når man er forsinket - det er jeg ofte, både til møder og afgangstider. Og jeg kan se meningen med at løbe som en transport - et middel til at tage sig fra punkt A til punkt B. Men alt for ofte virker det bare som om at en løbetur kun handler om at løbe i cirkler. Man kommer ligesom altid tilbage til der hvor man startede. Altså jeg mener, hvis man alligevel skal tilbage til der hvor man starter, går det jo meget hurtigere bare at blive der hvor man er...

Min største arbadabej ved løb er, at jeg altid får så forbasket ondt. Engang da jeg fik lidt feeling og ville jogge en tur, kom jeg ikke længere end et par få meter, inden jeg fik akut hold i ryggen og havde brug for hjælp til overhovedet at kunne komme hjem igen. Og et pinefuldt "stik" i siden er jo mere eller mindre garanteret. (Googlede forresten lidt på "stik" - aka "sidestik" - og fandt en wiki-side. "Årsagen er ukendt" står der! Jamen, så lad mig da bare slå benene væk under jer: Årsagen er løb!!! Det kan jo umuligt være godt)

Så er der jo også det her med mine svage knæ, men nu har jeg jo lavet naprapat-Peters øvelser i nogle uger. Øvelser som har til formål at styrke muskulaturen omkring knæene og forhåbentlig selv kunne kurere smerten, så det er med selvsikkerhed at jeg lige så stille og rolige jogger mod vores mødeplads i Rålambshovsparken i Stockholm. Jeg starter fra arbejdet, som ligger lige i nærheden. Det er tidlig morgen, men alle gader er tomme og det føles herligt at være ude og igang, mens resten af byen er ved at vågne.

Jeg bliver rimelig hurtig forpustet, men heldigvis er jeg den første som er kommet og kan hvile lidt mens jeg venter på Kenth. Typisk! For en gangs skyld er man i god tid, og jeg løb endda. Så dumt...

Så kommer han løbende over græsset. Han løb et halvmarathon i Amsterdam dagen inden men det stopper ham ikke. Jeg advarer Kenth, eller hurtige fødder som han også kaldes, for at mine knæ måske ikke kan holde til det. For en mand som ham, føles det som en doven mands undskyldning, men han er flink. Han tager det stille og roligt.

- Hvordan føles tempoet? undre han. Jeg vil gætte på at han er ved at falde i søvn med min sneglefart, som passer mig aldeles udmærket.

- Godt! Svarer jeg optimistisk.

Vi løber et stykke. Går et stykke. Løber et stykke. Går et stykke. Jeg troede at jeg skulle dø, men med intervaller i den her fart, er det faktisk ret behageligt.

Det er smart af ham. Ikke at afskrække mig. Og det fingerer. Jeg har altid kigget med misundelse på alle løbere, når de kommer ud på stierne til foråret. De ser så dejligt friske ud. Og nu føler jeg mig som en af dem.

- Hvis det her føles godt, hvorfor så løbe hurtigere, siger Keth, og blender ind i koret af stemmer som har sagt præcis det samme til mig i de her uger: Al træning er bedre end ingen træning. Ergo, lidt løb er bedre end intet løb.

Kenth vurderer mit løbetrin. Jeg får ros. Man skal ikke rulle for meget fra hæl til tå, men studse frem på den forreste del af foden. Børnehave ting. Jeg får blod på tanden og vi drejer mod Stadshuset. Løber hele Mälarstrand og tilbage igen.

Tilbage igen, ja. Det er jo oftest der man ender. Kenth forslår at jeg afrunder med at løbe tilbage til kontoret selv. Nu tænker du sikkert, at jeg indtil han var uden for rækkevidde, gav op og gik resten af vejen. Det er okay, for det var faktisk min plan, men jeg fortsatte faktisk videre. Hele vejen til kontoret. Øgede til og med trinene på de sidste to-tre hundrede meter. Delvist for at imponere, hvis jeg skulle støde på en kollega, men fremforalt fordi jeg kunne og fordi det føltes herligt at flyve frem, med mine korrekte løbetrin i nye sko og fungerende knæ.

Jeg tænker at jeg måske skulle begynde at løbe til og fra arbejdet. Kan jo som sagt ikke komme på noget mere meningsløst, end at bare tage ud på en løbetur. Du var her, du løb lidt, og nu er du her igen. Nej du, men at transportere mig fra hjem til arbejde, den køber jeg. Det ville komme op på over 10 km om dagen, hvis knæet nu kan holde til det. Lad os prøve!
Men som altid: Hvis ikke der kommer nogen artikel i næste uge, så er det naturligvis fordi jeg ligger på den intensive afdeling men åndenød, hjertestop og sandsynligt nok et pinefuldt "stik"...