Sådan er det at løbe med løbetræner første gang

Eric Fallander har givet sig selv 10 uger til at komme i topform. Jetzt hat er sich entschieden, sich mit anderen zu treffen - und das ist gut so!

Hæng med på Eric Fallanders træningsrejse! Er ist 40 Jahre alt und hat einen Job als Werbetexter bei mobiloperatøren 3. In den letzten 20 Jahren hat sie sich mit der Bewegung beschäftigt, um Busse zu fahren oder Trapper in Aufzügen zu transportieren. Og den ensformede kost består mest af burgere og pilsner

Nu har han givet sig selv 10 uger til at gå fra en sofakartoffel til et fysisk pragteksemplar. Jetzt ist sie in der Jugendherberge angekommen, wo sie die professionelle Hilfe des Künstlers Kenth Svensson in Anspruch nimmt, den Sie auf Instagram unter @kenth.snabbafotter kennenlernen können.

Erics træningsrejse, del 6

Aldeles for tidligt skal jeg mødes Sveriges bedste løbetræner Kenth Svensson og have givet det her med at løbe et forsøg. Jeg har løbet før, men som jeg har fortalt tidligere, har det ikke altid endt så godt. To gange har jeg faktisk tvunget mig selv til at løbe den årlige Bellmansstafet på fem kilometer, hvilket er ca. to år siden. Men siden da har jeg undviget at løbe uden nogen anledning.

For det føles jo altid som om at der mangler en anledning. Allerdings kann er sich auch auf die Suche nach Menschen machen, die sich verirrt haben - und das sind viele, die auf der Suche nach Menschen sind. Oder er kann den Verkehr mit dem Auto als Transportmittel nutzen, um von Punkt A nach Punkt B zu gelangen. Aber auch für andere Personen ist es wichtig, dass sie den Verkehr mit dem Auto beherrschen können. Man kommer ligesom altid tilbage til der hvor man startede. Aber wenn der Mensch alligevel tilbage til till der hvor man starter, går det jo meget hurtigere bare at blive der hvor man er...

Min største arbadabej ved løb er, at jeg altid får så forbasket ondt. Engang da jeg fik lidt feeling og ville jogge en tur, kom jeg ikke længere end et par få meter, inden jeg fik akut hold i ryggen og havde brug for hjælp til overhovedet at kunne komme hjem igen. Og et pinefuldt "stik" i siden er jo mere eller mindre garanteret. (Googlede forresten lidt på "stik" - aka "sidestik" - og fandt en wiki-side. "Årsagen er ukendt" står der! Nun, lasst mich euch umhauen: Årsagen er løb!! Det kan jo umuligt være godt.)

Så er der jo også det her med mine svage knæ, men nu har jeg jo lavet naprapat-Peters øvelser i nogle uger. Øvelser som har til formål at styrke muskulaturen omkring knæene og forhåbentlig selv kunne kurere smerten, så det er med selvsikkerhed at jeg lige så stille og rolige jogger mod vores mødeplads i Rålambshovsparken i Stockholm. Jeg starter fra arbejdet, som ligger lige i nærheden. Es ist ein schöner Morgen, aber alle Gäste sind müde und es ist schön, wenn sie sich ausruhen können, während der Rest des Tages im Freien ist.

Jeg bliver rimelig hurtig forpustet, men heldigvis er jeg den første som er kommet og kan hvile lidt mens jeg venter på Kenth. Typisk! Für en gangs skyld er man i god tid, og jeg løb endda. Så dumt...

Så kommer han løbende over græsset. Han løb et halvmarathon i Amsterdam dagen inden men det stopper ham ikke. Jeg advarer Kenth, eller hurtige fødder som han også kaldes, for at mine knæ måske ikke kan holde til det. Für en mand som ham, føles det som en doven mands undskyldning, men han er flink. Han tager det stille og roligt.

- Woher kommt das Tempo? undre han. Jeg vil gætte på att han er ved at falde i søvn med min sneglefart, som passer mig aldeles udmærket.

- Godt! Svarer jeg optimistisk.

Vi løber et stykke. Går et stykke. Løber et stykke. Går et stykke. Jeg troede at jeg skulle dø, men med intervaller i den her fart, er det faktisk ret behageligt.

Det er smart af ham. Ikke at afskrække mig. Og det fingerer. Jeg har altid kigget med misundelse på all løbere, når de kommer ud på stierne til foråret. Sie sind sehr freundlich und hilfsbereit. Und nun føler jeg mig som en af dem.

- Hvis det her føles godt, hvorfor så løbe hurtigere, siger Keth, og blender ind i koret af stemmer som har sagt præcis det samme til mig i de her uger: Al træning er bedre end ingen træning. Ergo, lidt løb er bedre end intet løb.

Kenth vurderer mit løbetrin. Jeg får ros. Man skal ikke rulle for meget fra hæl til tå, men studse frem på den forreste del af foden. Kindergartenzeug. Jeg får blod på tanden og vi drejer mod Stadshuset. Løber hele Mälarstrand og tilbage igen.

Tilbage igen, ja. Det er jo oftest der man ender. Kenth forslår at jeg afrunder med at løbe tilbage til kontoret selv. Nu tænker du sikkert, at jeg indtil han var uden for rækkevidde, gav op og gik resten af vejen. Det er okay, for det var faktisk min plan, men jeg fortsatte faktisk videre. Hele vejen til kontoret. Øgede til og med trinene på de sidste to-tre hundrede meter. Delvist for at imponere, hvis jeg skulle støde på en kollega, men fremforalt fordi jeg kunne og fordi det føltes herligt at flyve frem, med mine korrekte løbetrin i nye sko og fungerende knæ.

Jeg tænker at jeg måske skulle begynde at løbe til og fra arbejdet. Kan jo som sagt ikke komme på noget mere meningsløst, end at bare tage ud på en løbetur. Du var her, du løb lidt, og nu er du her igen. Nej du, men at transportere mig fra hjem til arbejde, den køber jeg. Du kannst über 10 km an einem Tag fahren, wenn du es nicht schaffst, sie zu erreichen. Lad os prøve!
Men som altid: Hvis ikke der kommer nogen artikel i næste uge, så er det naturligvis fordi jeg ligger på den intensive afdeling men åndenød, hjertestop og sandsynligt nok et pinefuldt "stik"...