Erics vej mod topformen: Bagslaget!

Ingen vej mod toppen går snorlige. Eric Fallander heeft zichzelf 10 uur gegeven om naar het topformulier te komen, en hij heeft een været stenhård! (Sådan her vil han finde motivationen igen)

Lees meer over Eric Fallanders træningsrejse! Ze is 40 jaar en heeft een baan als copywriter bij een mobiele operator 3. De laatste 20 jaar heeft hij zijn eigen beweging gemaakt om naar bussen en trappers in de stad te gaan voor elevatoren. Og den ensformede kost består mest af burgere og pilsner

Nu har han givet sig selv 10 uger til at gå fra en sofakartoffel til et fysisk pragteksemplar. Nu is vi kommet til den syvende uge og supermotivationen begynder at svigte.

Erics Træningsrejse, zevende jaar

I sidste uge skrev jeg jo om mit første møde med en løbecoach. Om mit fantastiske løbeskridt og ønsket om at flyve frem på løbestierne blandt alle de andre løbere. Glædede mig over at knæene holdt og planlagde til og med at begynde løbe til og fra arbejdet.

Men så skete der noget... Na den første morgenløbetur til arbejdet, satte jeg mig foran et skrivebord og lod musklerne blive stive. Kaffetrangen kom krybende og jeg skulle rejse mig for at komme hen til kaffemaskinen. Det var bare lige det, at det kunne jeg ikke... Der var knæene igen, og hold nu op hvor gjorde de ondt. Så snart jeg lagde en smule tyngde på dem, skreg de af smerte og jeg indså at der ville gå lang tid før jeg kunne løbe igen.

De rest van de dagen was je vrij - i pasgang! Eller ja, det så i hvert fald ud som om, at jeg havde skidt i bukserne. Var til og med nødt til at tage elevatoren ned til metroperronen, da jeg gik hjem. I ved, den som alle de gamle og folk med barnevogn tager.

Smerten var der i flere dage. Vraagje aan Dokter Google - kan dit "løbeknæ" zijn? Mailede naprapat-Peter, som af en en anden årsag, ikke anbefaler Doktor Google, men svarede at "Dagens tip er at ikke løbe, hvis det gør ondt". Et råd jeg havde tænkt mig at lytte til.

Kunne ikke træne, kunne ikke løbe. Kunne knapt gå. Så hvorfor ikke bare begynde at sjuske med alt andet også? Op vrijdag heb ik een burger naar frokost. Afsluttede ugen med en AfterWork. Om de tijd te doden, moest je nog een keer naar de wc. Det sluttede med at jeg kom op og skændes med bartenderen - han må have gjort noget forkert, for jeg kunne umuligt have drukket otte øl! Han fjernede to øl fra regningen, men næste dag føltes kroppen præcis som den fortjente, og burde føles efter otte øl, og hele søndagen befandt jeg mig i stadiet mellem søvn og vågen, mellem sofaen og sengen.

Ik was erg blij dat het 21 dagen duurde om een vane te vinden en ik had het gevoel dat ik op het verkeerde been was gezet. Men der står ingensteder hvor lang tid det tager, at falde tilbage i gamle vaner. Det kan jeg fortælle nu: Det går stærkt!

Na het weekend was het een drukte van belang, maar het was een beetje moeilijk om de naprapat-Peters en PT-Staffans øvelser længere te vinden. Det var ligesom meget lettere bare at lade være. Jeg was stadigvæk ganske dygtig med ernæringsekspert-Marias kostråd, men det blev alligevel til mere af den dårlige mad og mindre af den gode. Jeg var på vej ud på et sidespor, mod det samme umotiverede dovendyr, jeg beskrev for jer i begyndelsen af den her artikelserie.

Maar als je haar niet ziet, is er nog niets dat dit genereert. Jo, men af all historier jeg nogensinde har fået fortalt, selvfølgelig. I enhver helts rejse (jeg er helten, altså) skal der jo findes modgang. Det der øjeblik hvor alt håb er ude. I ved, når man tror at E.T. er død, eller at Rocky er slået ud og det ikke ser ud til, at han rejser sig igen

De moraal van deze geschiedenis is dat als je je realiseert hoe dit alles voor je afloopt, dat het dan heel goed is als je je in deze situatie bevindt. Man møder altid modgang, både i livet og i træning. Nu ben je er nog niet achter dat dit ook in het verleden is gebeurd. Als jeg mig igen, som Rocky, rejser, så jeg can være et forbillede for alle andre, som hader at træne, men føler at de burde gøre det.

Nu er det tid til at komme ud af sumpen en gang for all. Måske har jeg allerede en "exit strategy", når jeg tænker efter. Tjek op på mig om en uge, så har jeg måske en nyhed som har vendt på det hele...! Så spiller musikken måske og flagene vajer i vinden. En bij het måske staat jeg aan de zijkant, op het øverste trappetrin med hænderne i luften. Jeg mærker det nu. Det her er ikke slutningen, det er bare begyndelsen!

LÆS MERE: Erics træningsrejse del 6: Sådan er det at løbe med løbetræner første gang