Erics vej mod topformen: Bagslaget!
Ingen vej mod toppen går snorlige. Eric Fallander har givet sig selv 10 uger til at komme i topform, men den her uge har været stenhård! (Sådan her vil han finde motivationen igen)
Hæng med på Eric Fallanders træningsrejse! Han er 40 år og har to børn og et stillesiddende job som copywriter hos mobiloperatøren 3. De sidste 20 år har han fået sin motion ved at løbe til bussen eller tage trapperne i stedet for elevatoren. Og den ensformede kost består mest af burgere og pilsner
Nu har han givet sig selv 10 uger til at gå fra en sofakartoffel til et fysisk pragteksemplar. Nu er vi kommet til den syvende uge og supermotivationen begynder at svigte.
Erics Træningsrejse, uge 7
I sidste uge skrev Jeg jo om mit første møde med en løbecoach. Om mit fantastiske løbeskridt og ønsket om at flyve frem på løbestierne blandt alle de andre løbere. Glædede mig over at knæene holdt og planlagde til og med at begynde løbe til og fra arbejdet.Men så skete der noget... Efter den første morgenløbetur til arbejdet, satte jeg mig foran et skrivebord og lod musklerne blive stive. Kaffetrangen kom krybende og jeg skulle rejse mig for at komme hen til kaffemaskinen. Det var bare lige det, at det kunne jeg ikke... Der var knæene igen, og hold nu op hvor gjorde de ondt. Så snart jeg lagde en smule tyngde på dem, skreg de af smerte og jeg indså at der ville gå lang tid før jeg kunne løbe igen.
Resten af dagen humpede jeg frem - i pasgang! Eller ja, det så i hvert fald ud som om, at jeg havde skidt i bukserne. Var til og med nødt til at tage elevatoren ned til metroperronen, da jeg gik hjem. I ved, den som alle de gamle og folk med barnevogn tager.
Smerten var der i flere dage. Tjekkede med Doktor Google - kunne det være "løbeknæ"? Mailede naprapat-Peter, som af en eller anden årsag, ikke anbefaler Doktor Google, men svarede at "Dagens tip er at ikke løbe, hvis det gør ondt". Et råd jeg havde tænkt mig at lytte til.
Kunne ikke træne, kunne ikke løbe. Kunne knapt gå. Så hvorfor ikke bare begynde at sjuske med alt andet også? Den fredag spiste jeg en burger til frokost. Afsluttede ugen med en AfterWork. Om lørdagen mødtes jeg med nogle venner på kroen. Det sluttede med at jeg kom op og skændes med bartenderen - han må have gjort noget forkert, for jeg kunne umuligt have drukket otte øl! Han fjernede to øl fra regningen, men næste dag føltes kroppen kroppen præcis som den fortjente, og burde føles efter otte øl, og hele søndagen befandt jeg mig i stadiet mellem søvn og vågen, mellem sofaen og sengen.
Læste engang at det tager 21 dage, at ændre en vane og jeg havde jo følt at jeg var godt på vej. Men der der står ingensteder hvor lang tid det tager, at falde tilbage i gamle vaner. Det kan jeg fortælle nu: Det går stærkt!
Efter weekenden var smerten i knæene i og for sig over, men pludselig følte jeg mig ikke lige så tvunget til at lave naprapat-Peters og PT-Staffans øvelser længere. Det var ligesom meget lettere bare at lade være. Jeg var stadigvæk ganske dygtig med ernæringsekspert-Marias kostråd, men det blev alligevel til mere af den dårlige mad og mindre af den gode. Jeg var på vej ud på et sidespor, mod det samme umotiverede dovendyr, Jeg beskrev for jer i begyndelsen af den her artikelserie.
Så når jeg skriver det her, er der noget i mig som genkender det. Jo, men af alle historier jeg nogensinde har fået fortalt, selvfølgelig. I enhver helts rejse (jeg er helten, altså) skal der jo findes modgang. Det der der øjeblik hvor alt håb er ude. I ved, når man tror at E.T. er død, eller at Rocky er slået ud og det ikke ser ud til, at han rejser sig igen
Moralen i denne historie er, at uanset hvordan alt det her ender for mig, så er det ikke mærkeligt, hvis man havner i den her situation. Man møder altid modgang, både i livet og i træning. Nu håber jeg bare, at det snart vender også som i historierne. At jeg rejser mig igen, som Rocky, så jeg kan være et forbillede for alle andre, som hader at træne, men føler at de burde gøre det.
Nu er det tid til at komme ud af sumpen en gang for alle. Måske har jeg allerede en "exit strategy", når jeg tænker efter. Tjek op på mig om en uge, så har jeg måske en nyhed som har vendt på det hele...! Så spiller musikken måske og flagene vajer i vinden. Og måske står Jeg der i sidste ende, på det øverste trappetrin med hænderne i luften. Jeg mærker det nu. Det her er ikke slutningen, det er bare begyndelsen!
LÆS MERE: Erics træningsrejse del 6: Sådan er det at løbe med løbetræner første gang
