Erics vei mot toppformen: Bagslaget!

Ingen vei mod toppen går snorlige. Eric Fallander har gitt seg selv 10 uker til å komme i toppform, men den her uken har vært stenhård! (Slik her vil han finne motivasjonen igjen)

Hæng med på Eric Fallanders træningsrejse! Han er 40 år og har to barn og en stillesittende jobb som tekstforfatter hos mobiloperatøren 3. De siste 20 årene har han fått sin motion ved at løbe til bussen eller tage trapperne i stedet for elevatoren. Og den ensformede kostnaden består mest av burgere og pilsner

Nu har han givet sig selv 10 uger til at gå fra en sofakartoffel til et fysisk pragteksemplar. Nå er vi kommet til den syvende uke og supermotivasjonen begynner å svigte.

Erics Træningsrejse, uke 7

I siste uke skrev jeg jo om mit første møde med en løbecoach. Om mit fantastiske løbeskridt og ønsket om at flyve frem på løbestierne blandt alle de andre løbere. Glædede mig over at knæene holdt og planlagde til og med at begynde løbe til og fra arbejdet.

Men så skjedde der noget... Etter den første morgenløbetur til arbejdet, satte jeg mig foran et skrivebord og lod musklerne blive stive. Kaffetrangen kom krybende og jeg skulle rejse mig for at komme hen til kaffemaskinen. Det var bare lige det, at det kunne jeg ikke... Der var knæene igen, og hold nu op hvor gjorde de ondt. Så snart jeg lagde en smule tyngde på dem, skreg de av smerte og jeg indså at der ville gå lang tid før jeg kunne løbe igen.

Resten av dagen humpede jeg frem - i pasgang! Eller ja, det så i hvert fall ut som om, at jeg havde skidt i bukserne. Var til og med nødt til å ta elevatoren ned til metroperronen, da jeg gik hjem. I ved, den som alle de gamle og folk med barnevogn tager.

Smerten var der i flere dage. Tjekkede med Doktor Google - kunne det være "løbeknæ"? Mailede naprapat-Peter, som av en eller annen grunn, ikke anbefaler Doktor Google, men svarede at "Dagens tip er at ikke løbe, hvis det gør ondt". Et råd jeg havde tænkt mig at lytte til.

Kunne ikke træne, kunne ikke løbe. Kunne knapt gå. Så hvorfor ikke bare begynne å sjuske med alt annet også? Den fredag spiste jeg en burger til frokost. Afsluttede ugen med en AfterWork. Om lørdagen møtte jeg med noen venner på kroen. Det sluttede med at jeg kom op og skændes med bartenderen - han må have gjort noget forkert, for jeg kunne umuligt have drukket otte øl! Han fjernede to øl fra regningen, men næste dag føltes kroppen præcis som den fortjente, og burde føles efter otte øl, og hele søndagen befandt jeg mig i stadiet mellem søvn og vågen, mellem sofaen og sengen.

Læste engang at det tager 21 dage, at ændre en vane og jeg havde jo følt at jeg var godt på vej. Men der står ingensteder hvor lang tid det tager, at falde tilbage i gamle vaner. Det kan jeg fortelle nå: Det går stærkt!

Etter weekenden var smerten i knæene i og for sig over, men pludselig følte jeg mig ikke lige så tvunget til at lave naprapat-Peters og PT-Staffans øvelser længere. Det var ligesom meget lettere bare at lade være. Jeg var stadigvæk ganske dygtig med ernæringsekspert-Marias kostråd, men det blev alligevel til mere af den dårlige mad og mindre af den gode. Jeg var på vej ud på et sidespor, mod det samme umotiverede dovendyr, jeg beskrev for jer i begyndelsen af den her artikelserie.

Så når jeg skriver det her, er der noget i mig som genkender det. Jo, men av alle historier har jeg nogensinde fået fortalt, selvfølgelig. I enhver helts rejse (jeg er helten, altså) skal der jo findes modgang. Det der øjeblik hvor alt håb er ude. I ved, når man tror at E.T. er død, eller at Rocky er slået ud og det ikke ser ud til, at han rejser sig igen

Moralen i denne historien er, at uansett hvordan alt det her ender for mig, så er det ikke mærkeligt, hvis man havner i den her situation. Man møter alltid modgang, både i livet og i trening. Nå håper jeg bare, at det snart vender også som i historierne. At jeg rejser mig igen, som Rocky, så jeg kan være et forbillede for alle andre, som hader at træne, men føler at de burde gøre det.

Nu er det tid til at komme ud af sumpen en gang for alle. Kanskje har jeg allerede en "exit strategy", når jeg tenker etter. Tjek op på mig om en uge, så har jeg måske en nyhed som har vendt på det hele...! Så spiller musikken kanskje og flaggene vajer i vinden. Og måske står jeg der i sidste ende, på det øverste trappetrin med hænderne i luften. Jeg merker det nå. Det her er ikke slutten, det er bare begynnelsen!

LÆS MERE: Erics træningsrejse del 6: Sådan er det at løbe med løbetræner første gang