Slik er det å løbe med løbetræner første gang

Eric Fallander har gitt seg selv 10 uker til å komme i toppform. Nå har han prøvet at løbe med løbetræner - sådan gik det!

Hæng med på Eric Fallanders træningsrejse! Han er 40 år og har to barn og en stillesittende jobb som tekstforfatter hos mobiloperatøren 3. De siste 20 årene har han fått sin motion ved at løbe til bussen eller tage trapperne i stedet for elevatoren. Og den ensformede kostnaden består mest av burgere og pilsner

Nu har han givet sig selv 10 uger til at gå fra en sofakartoffel til et fysisk pragteksemplar. Nå er vi kommet til den sjette uken, hvor han får profesjonell hjelp av løperen Kenth Svensson, som du burde følge på Instagram, hvis ikke du allerede gjør det @kenth.snabbafotter.

Erics træningsrejse, del 6

Aldeles for tidligt skal jeg mødes Sveriges bedste løbetræner Kenth Svensson og har givet det her med at løbe et forsøg. Jeg har løpt før, men som jeg har fortalt tidligere, har det ikke alltid endt så godt. To ganger har jeg faktisk tvunget meg selv til å løpe den årlige Bellmansstafet på fem kilometer, hvilket er ca. to år siden. Men siden da har jeg undviget at løbe uden nogen anledning.

For det føles jo alltid som om at der mangler en anledning. Altså, jeg kan jo godt se meningen med å løbe, når man er forsinket - det er jeg ofte, både til møder og afgangstider. Og jeg kan se meningen med at løbe som en transport - et middel til at tage sig fra punkt A til punkt B. Men alt for ofte virker det bare som om at en løbetur kun handler om at løbe i cirkler. Man kommer ligesom altid tilbage til der hvor man startede. Altså jeg mener, hvis man alligevel skal tilbage til der hvor man starter, går det jo meget hurtigere bare at blive der hvor man er...

Min største arbadabej ved løb er, at jeg altid får så forbasket ondt. Engang da jeg fik lidt følelse og ville jogge en tur, kom jeg ikke længere end et par få meter, inden jeg fik akut hold i ryggen og havde brug for hjælp til overhovedet at kunne komme hjem igen. Og et pinefuldt "stik" i siden er jo mere eller mindre garanteret. (Googlede forresten litt på "stik" - aka "sidestik" - og fant en wiki-side. "Årsagen er ukendt" står der! Vel, la meg ta dere med storm: Årsagen er løb!!! Det kan jo umulig være godt)

Så er der jo også det her med mine svage knæ, men nu har jeg jo lavet naprapat-Peters øvelser i nogle uger. Øvelser som har til formål å styrke muskulaturen rundt knærne og forhåbentlig selv kunne kurere smerten, så det er med selvsikkerhet at jeg lige så stille og rolige jogger mod vores mødeplads i Rålambshovsparken i Stockholm. Jeg starter fra arbejdet, som ligger lige i nærheden. Det er tidlig morgen, men alle gader er tomme og det føles herligt at være ude og igang, mens resten af byen er ved at vågne.

Jeg blir rimelig hurtig forpustet, men heldigvis er jeg den første som er kommet og kan hvile litt mens jeg venter på Kenth. Typisk! For en gangs skyld er man i god tid, og jeg løp endda. Så dumt...

Så kommer han løbende over græsset. Han løp et halvmaraton i Amsterdam dagen før, men det stopper ham ikke. Jeg advarer Kenth, eller hurtige fødder som han også kaldes, for at mine knæ måske ikke kan holde til det. For en mand som ham, føles det som en doven mands undskyldning, men han er flink. Han tar det stille og rolig.

- Hvordan føles tempoet? undre han. Jeg vil gætte på at han er ved at falde i søvn med min sneglefart, som passer mig aldeles udmærket.

- Godt! Svarer jeg optimistisk.

Vi løber et stykke. Går et stykke. Løber et stykke. Går et stykke. Jeg troede at jeg skulle dø, men med intervaller i den her fart, er det faktisk ret behageligt.

Det er smart af ham. Ikke at afskrække mig. Og det fingerer. Jeg har altid kigget med misundelse på alle løbere, når de kommer ud på stierne til foråret. De ser så dejligt friske ud. Og nå føler jeg meg som en av dem.

- Hvis det her føles godt, hvorfor så løbe hurtigere, siger Keth, og blender ind i koret af stemmer som har sagt præcis det samme til mig i de her uger: Al træning er bedre end ingen træning. Ergo, lidt løb er bedre end intet løb.

Kenth vurderer mit løbetrin. Jeg får ros. Man skal ikke rulle for meget fra hæl til tå, men studse frem på den forreste del af foden. Barnehageting. Jeg får blod på tanden og vi drejer mod Stadshuset. Løber hele Mälarstrand og tilbage igen.

Tilbage igen, ja. Det er jo oftest der man ender. Kenth forslår at jeg afrunder med at løbe tilbage til kontoret selv. Nu tænker du sikkert, at jeg indtil han var uden for rækkevidde, gav op og gik resten af vejen. Det er greit, for det var faktisk min plan, men jeg fortsatte faktisk videre. Hele veien til kontoret. Øgede til og med trinene på de siste to-tre hundre meter. Delvist for at imponere, hvis jeg skulle støde på en kollega, men fremforalt fordi jeg kunne og fordi det føltes herligt at flyve frem, med mine korrekte løbetrin i nye sko og fungerende knæ.

Jeg tænker at jeg måske skulle begynde at løbe til og fra arbejdet. Kan jo som sagt ikke komme på noget mere meningsløst, end at bare tage ud på en løbetur. Du var her, du løb lidt, og nu er du her igen. Nej du, men at transportere mig fra hjem til arbejde, den køber jeg. Det ville komme op på over 10 km om dagen, hvis knæet nu kan holde til det. Lad os prøve!
Men som alltid: Hvis ikke der kommer nogen artikel i næste uge, så er det naturligvis fordi jeg ligger på den intensive afdeling men åndenød, hjertestop og sandsynligt nok et pinefuldt "stik"...