Sådan undgår du familiekaos ved spisebordet
Den svenske supernanny, Anna-Karin Wyndhamn, ved, hvordan du får struktur på middagen med dit barn - disse konflikter bør du undgå, og sådan skal du servere maden!
Den svenske supernanny, Anna-Karin Wyndhamn, har en doktorgrad inden for pædagogisk arbejde og har en fortid som gymnasielærer. Hun medvirker i det svenske tv-program, Supernanny Sverige, hvor hun har sat sig for at skabe harmoniske hjem, hvor familiemedlemmerne lytter til hinanden, hjælper til i hjemmet og spiser og sover uden skrig og skrål. Da vi på Sportamore mødte hende på det svenske TV3s pressemøde, forklarede hun, hvordan du kan undgå skænderierne med dit barn, når I sidder ved spisebordet
Bør forældre spise middag sammen med børnene eller lade de små spise inden?
- Først og fremmest synes jeg helt bestemt, at I skal spise sammen. Man skal ikke først dække bord til barnet klokken seks og derefter til jer forældre en time senere. Det er en rigtig vigtig social træning for barnet at spise sammen med forældrene, fortæller Anna-Karin Wyndhamn.
Mit barn vil kun spise den samme ret - hvad skal jeg gøre?
- Du må tage udgangspunkt i jeres udfordringer, hvad angår spisningen, og så bestemme dig for, om du skal servere en eller flere retter. Er det en kæmpe strid hver dag? Servér det barnet spiser. Hvis barnet for eksempel vil have pølser eller frikadeller, skal du servere det. Barnet spiser jo også morgenmad, får noget i børnehaven, lidt frugt om eftermiddagen osv., så der er variation. Børn kan til tider komme ind i et mønster, hvor de tænker: ,,når jeg er hjemme om aftenen, vil jeg have det her". Det er en måde for barnet at være med til at bestemme. Derfor er mit råd: vælg dine kampe. Ønsker du, at I skal kunne sidde sammen ved bordet uden de sædvanlige konflikter? Så sats på pølserne. For på et tidspunkt vil selv den mest loyale pølseelsker bede om en gulerød. Og bestem dig for, hvad der er vigtigst: at barnet kan lide maden, du har lavet, eller at hele familien sidder sammen for en stund og spiser i ro og mag?
Supernanny Sverige med Anna-Karin Wyndhamn vises om mandagen kl. 21 på TV3 Sverige. Foto: TV3/Johnny Wohlin.
Hvad er den mest almindelige fejl, forældre gør, når det gælder børns spisevaner?
- En almindelig fejl er at blande alt sammen til én ret. Man tror formentlig, at en gryderet er sagen, for så får man både grøntsager og kød. Børn vil dog helst kunne se, hvad de spiser, de vil have det i små bidder og i små øer på tallerken. Lad barnet arrangere sin mad på den måde.
Der er altid diskussioner, når vi sætter os til bords for at spise - hvad skal jeg stille op?
- Jeg tror ofte, at forældrene har brugt lang tid på at tilberede middagen og virkelig lagt sin sjæl i det. Når barnet så bliver kaldt til bords, er barnet midt i en leg eller et spil, hvilket betyder, at han eller hun ikke er helt klar til at sætte sig endnu. Forbered derfor barnet ved for eksempel at sige: når du har spillet denne runde færdig, skal du sætte dig til bords, for så skal vi spise".