Erics vej mod topformen: Bagslaget!

Ingen vej mod toppen går snorlige. Eric Fallander har givet sig selv selv 10 uger til at komme i topform, men den her uge har været stenhård! (Sådan her vil han find motivationen igen)

Hæng med på Eric Fallander træningsrejse! Ta on 40-aastane ja töötab endiselt copywriterina mobiilitootjate juures 3. De sidste 20 år har han fået sin motion ved at løbe til bussen eller tage trapperne i stedet for elevatoren. Og den ensformede kost består mest af burgere og pilsner

Nu har han givet sig selv 10 uger til at gå fra en sofakartoffel til et fysisk pragteksemplar. Nu er vi kommet til den syvende uge og supermotivationen begynder at svigte.

Erics Træningsrejse, 7. aasta

I sidste uge skrev jeg jo om mit første møde med en løbecoach. Om with fantastiske løbeskridt og ønsket om at flyve frem på løbestierne blandt alle de andre løbere. Glædede mig over at knæene holdt og planlagde til og med at begynde løbe til og fra arbejdet.

Men så skete der noget... Pärast esimest hommikupoolikut arbejdet, satte jeg mig foran et skrivebord og lod musklerne blive stive. Kaffetrangen kom krybende og jeg skulle rejse mig for at komme hen til kaffemaskinen. Det var bare lige det, at det kunne jeg ikke... Der var knæene yes, og hold nu op hvor gjorde de ondt. Så snart jegy lagde en smule tyngde på dem, skreg de af smerte og jeg indså at der ville gå long tid før jeg kunne løbe igen.

Ülejäänud päevade jooksul olin ma võõras - i pasgang! Eller ja, see on nii, et ma ei ole enam nii kaugel, et ma ei ole enam kunagi näinud seda, mida ma pean tegema. Var till and med nødt til at tage liftatoren ned til metroperronen, da jeg gik hjem. I ved, den som alle de gamle og folk med barnevogn tager.

Smerten var der in flere dage. Tjekkede med Doktor Google - kunne det være "løbeknæ"? Mailede naprapat-Peter, kes ühel või teisel päeval ei küsinud doktor Google'ile, kuid ütles: "Dagens tip is at ikke løbe, hvis det gør ondt". See on üks asi, mida ma ei ole suutnud ära lugeda.

Kui sa ei tee seda, siis sa ei saa seda ka teha. Kunne knapt gå. Aga miks ma ei peaks hakkama end vanale inimesele peale? Den fredag spiste jeg en burger til frokost. Afslutted ugen med en AfterWork. Pärast seda, kui ma ei ole veel ühtegi inimest, kes on veel elus. Det sluttede med at jeg kom op og skændes med bartenderen - han må have gjort noget forkert, for jeg kunne umuligt have drukket otte øl! Han fjernede to øl fra regningen, men næste dag føltes kroppen præcis som den fortjente, og burde føles efter otte øl, og hele søndagen befandt jeg mig i stadiet mellem søvn og vågen, mellem sofaen og sengen.

Læste engang at det tager 21 dage, at ændre en vane og jeg havde jo følt at jeg var godt på vej. Men der står ingensteder hvor long tid det tager, at falde tilbage i gamle vaner. See võib mind praegu õnnelikuks teha: Det går stærkt!

Efter weekenden var smerten i knæene i og for sig over, men pludselig følte jeg mig ikke lige så tvunget til at lave naprapat-Peters and PT-Staffans øvelser længere. Det var ligesom meget lettere bare at lade være. Jeg var stadigvæk ganske dygtig med ernæringsekspert-Marias kostråd, men det blev alligevel til mere af den dårlige mad and mindre af den gode. Jeg var på vej ud på et sidespor, mod det samme umotiverede dovendyr, jeg beskrev for jer i begyndelsen af den her artikelserie.

Så når jeg skriver det her, er der noget i mig som genkender det. Jo, men af alle histories jegensinde har fået fortalt, selvfølgelig. I enhver helts rejse (jeg er helten, altså) skal der jo findes modgang. Det der øjeblik hvor alt håb er ude. I ved, når man tror at E.T. er død, or at Rocky er slået ud og det ikke ser ud til, at han rejser sig igen

Moralen i denne historie is, at uanset how alt det her ender for mig, så is det ikke mærkeligt, hvis man havner in the her situation. Inimene elab ja elab oma elu ja oma elu. Aga ma tean, et see on veel midagi, mida ma ei ole veel näinud. At jeg rejser mig yes, som Rocky, så jeg can be a forbillede for alle andre, som hader at træne, men føler at de burde gøre det.

Nu is the tid til at come up of sumpen en gang for alle. Måske has jeg evered en an "exit strategy", kui ma selle peale mõtlesin. Kui ma ei saa seda teha, siis on mul veel üks inimene, kes on selle kohta käinud...! Så spiller musikken måske og flagene vajer i vinden. Og måske står jeg der in side ste ende, on det øverste trappetrin med hænderne i luften. Jeg mærker det nu. Det here is not slutningen, det is bare begyndelsen!

LÆS MERE: Erics træningsrejse del 6: Sådan is det at løbe med løbetræner første gang